onsdag den 15. marts 2017

Han, som har begyndt sin gode gerning..

.. i jer, vil fuldføre den
                       - Filipperbrevet 1,6

For blot en uge siden kom jeg hjem til Aalborg efter seks måneders rejseri. Jeg har været afsted med Youth With a Mission, også kendt som YWAM eller på dansk; Ungdom med opgave. Jeg tog af sted på DTS (Discipelship training school) med forventningen om, at komme hjem som en lidt anden person, og jeg skal ellers love for, at mine forventninger blev mødt.


Min DTS var i Los Angeles. Den hed Justice DTS og programmet havde mere end ét fokusområde. Ud over at have til formål, at bringe unge mennesker tættere på Jesus, var formålet at lære os om human trafficking, hvordan det ser ud verden over og hvad man kan gøre for at bekæmpe det. Jeg havnede midt i en flok store personligheder med passion og energi på et niveau jeg sjældent har set! De første tre måneder var en eventyrlig, rodet udvikling hvor jeg virkelig fik lov at se hvordan Guds kærlighed kan vende op og ned på menneskers liv. Selv oplevede jeg at træde meget nærmere Gud, lære ham at kende og få gjort op med nogle vrangforestillinger om ham. At sætte tre måneder af til at pleje sit venskab med Jesus og opdage hvor god han er, har været fuldstændig livsforvandlende. Han er mere levende og mere engageret end jeg nogensinde havde troet, og hvis han får lov, kan han gøre store ting i et menneskes hjerte.

   De første tre måneder var undervisning i LA, og de følgende ti uger bestod af et outreach i Thailand og Filippinerne, hvor vi fik lov at arbejde med organisationer, der er involveret i arbejde med at stoppe menneskehandel.
    Èn ting er sikkert; der er stor forskel på at høre om det og så se det med egne øjne. Jeg vil ikke gå i detaljer her, men det var en rejse der på én gang knuste mit hjerte, fodrede en passion og satte mit liv og mine fremtidsplaner i perspektiv.
    Jeg har måttet erkende, at jeg ikke har lyst til at se mig selv i øjnene om fem år og indse, at jeg aldrig gjorde mere for at hjælpe. Hjælpe de kvinder og mænd jeg har mødt, som er fanget i et liv, hvor de for det meste bliver behandlet som dyr, solgt for en skilling og udnyttet af stort set alle de mennesker, de møder. At se det liv, som de lever, har givet mig selv en ny virkelighed, som jeg ikke kan ignorere. Som jeg ikke vil ignorere. Sagen her har grebet mit hjerte, og det er grunden til, at jeg nu er på vej tilbage til YWAM.
   I Los Angeles udbyder de en såkaldt School of Ministry Development, som er en slags overbyggende lederskabs- og iværksætterskole. Det er et sted, hvor man kan få lov til at brygge på sine drømme, lære at igangsætte projekter, udvikle sig som menneske og leder og lære fra nogle personligheder, der selv har erfaring med at grundlægge forskellige organisationer og som hævder at "have a heart to walk alongside young leaders, serving and empowering them for life and ministry".

   Der er mange organisationer i verden, der gør et godt stykke arbejde i kampen mod menneskehandel, det moderne slaveri, men allervigtigst er det, at lade Gud gøre arbejdet.
    Nok kan man redde folk ud af det, og man kan sende dem i terapi og rehabilitering, og det er alt sammen meget godt.. men ødelæggelserne på et menneske, der bliver solgt til udnyttelse og misbrug, kræver mere end hvad andre menneskers behandling og hjælp formår. Det kræver Guds omsorg.
    Og nok kan man fortælle folk, at det er forkert at købe et andet menneske, men sådan en indstilling bliver radikalt ændret, i mødet med Guds kærlighed. Jeg ønsker at finde en vej, hvor jeg kan være med til at få de ting til at ske, og derfor rejser jeg tilbage til Los Angeles her hen over foråret.
    Skolen er tre måneder, fra d. 1. april til d. 24. juni og koster 22.000 danske kroner. Jeg har en smule, men mangler også en del for, at jeg kan komme af sted, så hvis du har lyst til at tage del i at udvikle noget sådant, så vil jeg meget gerne høre fra dig. Al støtte modtages med kyshånd, om det så er 10 kr., 100 kr., forbøn eller en highfive og hvis DU bare gerne vil høre mere, så vil JEG bare gerne høre fra dig!

Vil du give et økonomisk bidrag er der lidt forskellige muligheder. Penge kan sendes via MobilePay til 2679 3750 (mærk: YWAM) eller de kan overføres via dette link: https://ywamla.wufoo.com/forms/q1wgzvi414zjy7e/   - her kan du indtaste mit navn og vælge "School of Ministry Development" og så bliver du ledt gennem en online betaling.

Tøv ikke med at kontakte mig med spørgsmål og uanset hvad, vil jeg gerne sige tak for at du læste min beretning og så håber jeg, at du har en fortræffelig dag!


Thailand: "Jesus loves you", indgraveret på en stol i en bar, hvor kvinder (og mænd!) bliver solgt hver aften